The green hotdogs - knakkegaard

Handlingen.
Den brune hund leger på gaden. En grøn hund
blander sig, men bliver jaget bort. -
”Gadens musketerer” Synger om deres
bestræbelser for at ligne de voksne. Efter
sangen opdager de den grønne hund, som de
ikke synes om. Kun en dreng finder det
naturligt at tage sig af den og han besluttet at
forsøge at finde et sted hvor den kan være.
I landsbyen er der idyl.
Man sladrer over købmands-disken
og lufter sin selvtilfredshed
bag avisen og hækle-tøjet. Man hakker sin
have, og man hakker på Sivertsen, som har
svært ved at holde sig ædru, så da drengen og
hunden (den grønne hund) dukker op, møder
de en mur af fingre, der peger dem bort.
Drengen vil forsøge et andet sted, og
Sivertsen foreslår Dyrehavsbakken, hvor der
altid er mange glade menne-sker og det ser
også ud til, at Dyrehavsbakken er glædens
hjemsted. Man morer sig med lykkehjul,
karrussel, pølsebod, spøgelsestog og Pierrots
marionetter. Pierrot synger om sit had til
krigen og sin glæde over alle de små venner
blandt børnene, men da den grønne hund
blander sig med publikum, kaster han
masken. Selv Pierrot er et menneske, der
ikke kan finde sig i hvem som helst, der er
anderledes end andre.
Han jager drengen og hunden bort. drengen
opgiver. I sin sang til hunden udtrykker han
sin skuffelse over, at ingen vil vide af dem,
men Carsten som er på vej til prøve på en
skolemusical, kommer forbi og inviterer
dem begge med til prøve, da han har hørt
deres sørgelige historie.
På skolens scene forbereder de voksne
dagens prøve på en ny musical. Endnu er
handlingen ikke fastlagt. Man underholder
sig med lidt sang og dans, da de første
deltager ankommer. Kort efter ankommer
alle børnene til prøven og foreslår, at deres
musical skal fortælle den grønne hunds
historie, sådan som drengen har fortalt den.
Carsten beretter ivrigt og beslutningen er
taget. Et landsby optrin med sang og dans
stilles an, derefter Et optrin fra
Dyrehavsbakken. Drengen får sin sang og
Hunden får sin sang, og hyledes skal de
efter at have gået så grueligt meget
igennem. Og bittersødt er det især, at de
begge igen til næste forestilling skal
gennemleve deres ensomme vandring
for til sidst at ende på vores scene og
blive udråbt til hoved-personerne i vores
fortælling om intolerancens evige onde
cirkel. En stilfærdig epilog afslutter
aftenens forestilling.

Epilog.
I by og Dyrehave færdes man i støj og larm man smiler til hinanden, mens man dasker arm i arm, man under smilet lurer andre følelser end dem,
man er så glade for at svanse rundt og vise frem. Man ser på tøjet, hårets længde, menneskers profil om de er unge, tykke, tynde og har glatte smil,man dømmer alle andre efter det, som man kan li`, man prøver at rage til sig uden at gi`. Man køber god samvittighed ved brug af girokort og sender ulandshjælp, der så kan styrke vor eksport, imens man sidder sløvt og lunt og glor på sit TV og bliver underholdt med al den ondskab, der er te`. I velfærdstatens lykkehjul man sætter livet ind,man flår de andre skånselsløst og redder sit eget skind, man bruger magt og korruption i snedigt bagholdspil, det gælder nemli` bare om at opnå det man vil. Så vrænger man af dem, der sparker mander, der er sort, imens man inviterer tyrker til fri import, og hvis de kommer rejsende på smuk invitation, man huser den koldblodigt på en DSB-station. Men her i vores musical har farven ingen magt, enhver har sin gode sider, lad det være sagt, for os er hunden, som er grøn, skam ikke noget tab, den har vi også plads til i vores fællesskab. På senen her i aften skete mange sære ting, Som sker på hele jorden, mens den drejer rundt i ring, Så føler De Dem utryk -, da er det nok fordi. De tvinges med hver dag, selvom vort spil er forbi.